Nyt forsyningsselskab klar 1. januar 2027
Den 1. januar 2027 skal et nyt forsyningsselskab stå klar. Selskabet samler Fredericia Spildevand og Energi A/S (FRSE), Affald & Genbrug og et endnu ikke etableret teknisk vandselskab under én fælles paraply.
Ny direktør skal gennemføre fusionen
Direktør for Fredericia Spildevand og Energi A/S Peter Daugbjerg Jensen har valgt ikke at fortsætte som direktør for den nye forsyning.
”Vi ser ind i et nyt år med både ny bestyrelse og ny direktør. Opgaverne i 2026 bliver udfordrende, men også utroligt spændende. Vi skal sammen med FRSE og Affald & Genbrug finde gode snitflader for samarbejde. Derfor håber vi at finde en direktør med et strategisk blik og erfaring med at lede komplekse processer. Samtidigt er jeg glad for at Peter har valgt at blive hos FRSE og bidrage til at løse de opgaver, vi står over for de kommende år”, udtaler Kenny Bruun Olsen, FRSE’s kommende bestyrelsesformand pr. 1. januar 2026.
Peter Daugbjerg Jensen var ansat som udviklingschef, før han overtog direktørstillingen.
”Jeg har valgt at fratræde stillingen som direktør for FRSE. Det har været tre utrolig spændende år, hvor jeg har nydt samarbejdet med kolleger og samarbejdspartnere. Jeg fortsætter selvfølgelig, indtil der er en ny direktør på plads, og derefter glæder jeg mig til at komme tilbage til mit gamle område”, fortæller Peter Daugbjerg Jensen.
Et år med forandringer – men ro i driften
Fusionen vil medføre ændringer for medarbejdere hos FRSE og Affald & Genbrug, men nuværende bestyrelsesformand for FRSE, Turan Savas, understreger, at der ikke er grund til bekymring.
”Der vil naturligvis ske forandringer, når vi fusionerer. Vi får brug for flere hænder til at gennemføre sammenlægningen og udarbejde en samlet virksomhedsplan. For medarbejdere i driften vil opgaverne forblive de samme; spildevandet skal transporteres og renses, og affaldet skal korrekt håndteres.
Vi er ærgerlige over, at Peter Daugbjerg Jensen ikke fortsætter som direktør. Jeg er sikker på, at ledelsen og den nye bestyrelse er klar til at løfte de mange spændende opgaver sammen med både medarbejderne og den kommende direktør,” siger Turan Savas.
Direktørstilling offentliggøres snart
Den nye direktør kan se frem til at stå i spidsen for fusionen mellem Affald & Genbrug og Fredericia Spildevand og Energi A/S samt etableringen og udviklingen af det tekniske vandselskab.
For yderligere information kontakt venligst:
Turan Savas, nuværende bestyrelsesformand for FRSE,
Tlf: 40 58 59 87
E-mail: turan.savas@fredericia.dk
Kenny Bruun Olsen, kommende bestyrelsesformand for FRSE,
Tlf: 25 47 04 97
E-mail: kenny.olsen@fredericia.dk