Gå til indhold

Stor opgradering af mellempumpestationen skal sikre fremtidens spildevandshåndtering

FRSE har været i fuld gang med en omfattende renovering af mellempumpestationen – en af de mest centrale installationer på renseanlægget og helt afgørende for, at spildevandet kan transporteres stabilt gennem alle rensetrin på anlægget. Projektets formål har været både at øge kapaciteten og forbedre driftssikkerheden, så anlægget kan håndtere stigende mængder regn- og spildevand.

"Mellempumpestationen er i princippet anlæggets hjerte. Hvis den ikke kører stabilt, kan hele processen blive påvirket. Derfor har det været en prioritet for os at få den moderniseret," fortæller Kristian Philipsen, projektleder på renoveringen.

Foto: Projektleder Kristian Philipsen ved mellempumpestation

Nye kraftige pumper kræver stærkere strømforsyning

I takt med at vejret bliver mere ekstremt, stiger behovet for høj ydelse i spidsbelastningsperioderne. Derfor er mellempumpestationen nu blevet udstyret med nye højkapacitets pumper, som kan håndtere store vandmængder på kort tid.

For at sikre, at pumperne kan køre uden afbrydelser, har FRSE fået leveret og installeret en ny transformatorstation, som skal tilføre den nødvendige elektriske kapacitet.

Foto: Nyinstallerede og kraftfulde pumper

"De nye pumper kræver væsentligt mere strøm end de gamle installationer. Den nye transformatorstation er derfor helt essentiel, hvis vi skal have en stabil og sikker drift – både nu og i fremtiden," siger Kristian.

Mid­lertidig overpumpning holdt anlægget i gang under renoveringen

Selvom store dele af pumpestationen i 2025 blev udskiftet, måtte driften selvfølgelig ikke gå i stå. Derfor blev der etableret en midlertidig løsning, hvor eksterne pumper sørgerede for at lede spildevandet videre gennem anlægget, mens renoveringen stod på.

"Det var et større logistisk puslespil at holde hele anlægget kørende, mens vi byggede om. Men med den midlertidige overpumpning har vi sikret en stabil drift gennem hele projektperioden," forklarer Kristian.

Foto: Nye rør monteres på mellempumpestation

Med renoveringen forventes mellempumpestationen at være rustet til fremtidens krav – ikke mindst de større og mere uforudsigelige vandmængder, der følger med klimaudviklingen.

"Det her projekt har i bund og grund handlet om stabil drift af vores infrastruktur. Vi bygger til de næste årtier, så vi også fremover kan håndtere de krav og udfordringer, som både vejret og samfundet stiller til os," understreger Kristian.

Foto: Kristian Philipsen i mellempumpestation