Vi skal nemlig omlægge et TDC-kabel og derefter lave en såkaldt modtagegrube. Det er et hul, hvorfra vi kan hente boremaskinen, som vi har anvendt under jorden, op på terræn igen. For at vi kan gøre dette, er det vigtigt, at modtagegruben er sikret mod jordskred, og derfor opfører vi spuns. Det er store jernplader, som stabiliserer og holder på jorden, så sikkerheden er i orden for de medarbejdere, som arbejder på projektet. Vi er ved at afklare, hvilken metode vi vil anvende til dette arbejde.
Når boremaskinen er kommet op af jorden, flyttes den igen op i starthullet ved Vesterbrogade, hvorfra vi så borer nordpå under Indre Ringvej. Undervejs vil der være adgang til p-pladserne og butikkerne hos både Meny og Netto.
Når hovedledningen er færdiggjort, skal alle vejbrøndene tilsluttes. Dette arbejde vil foregå fra terræn, og derfor har vi brug for at anvende p-pladserne langs Indre Ringvej som vejbane, så vi ikke behøver at spærre selve vejen. Det vil derfor være nødvendigt, at beboere i området finder alternative p-pladser i en kortere periode. Vi opsætter selvfølgelig sedler, så beboerne ved, hvor og hvornår afspærringen vil foregå.