Nørrebrogadekvarteret og klimaindsatsen
Bestyrelsen har arbejdet med klimaindsatsen i Nørrebrogadekvarteret og de kommende etaper jf. spildevandsplanen:
Fredericia Kommune er miljømyndighed for det lokale vandmiljø, og har bl.a. i spildevandsplanen fra 2012 besluttet at der skal ske forbedringer af klimaindsatsen og kloakforholdene i kvarterer omkring Fredericia.
Det er FRSE A/S opgave som operatør at gennemføre Byrådets beslutninger de kommende år.
Bestyrelsen er meget bevidst om de udfordringer som klimaindsatsen på Strandvejen og de kommende anlægsarbejder medfører.
Fredericia Kommune gav d. 7. marts gravetilladelser til de planlagte opgravninger.
D. 12 juli har Fredericia Kommune tilkendegivet at trafikhensyn vil indgå i gravetilladelser, og der kan komme krav ved særlige følsomme strækninger/kryds.
De oprindelige gravetilladelser ved Indre Ringvej er blevet revurderet af Fredericia Kommune ved møde d. 7. august.
De nye rammer medfører krav om tunnelteknik/borearbejde som vil gøre det konkrete anlægsarbejde 10-20 % dyrere.
Samtidig er der efter monsterregnen d. 31. juli udtrykt behov for at Fredericia Kommune som spildevandsmyndighed genovervejer om spildevandsplanen som den er, løser udfordringerne tilstrækkeligt.
Bestyrelsen har afholdt møde d. 14. august, og ønsker at der etableres solide principper for den fremtidige indsats i samarbejde med Fredericia Kommune af hensyn til klimaindsatsen og økonomi.
Samtidig har FRSE A/S som monopolvirksomhed et særligt økonomisk ansvar overfor borgere og virksomheder, som jo finansierer anlægsomkostningerne.
Det er i borgernes og virksomhedernes interesse at FRSE A/S udfører anlægsarbejder økonomisk effektivt, for ellers stiger regningen for borgere og virksomheder.
Som udgangspunkt følger FRSE A/S derfor standard og benchmark i vandbranchen, ligesom andre selskaber gør det i nabobyerne. FRSE A/S følger naturligvis derudover også de vilkår som Fredericia Kommune som vejmyndighed kræver opfyldt, når Fredericia kommune fremover giver betingelser i gravetilladelser til de planlagte anlægsarbejder.
Kommunikation og de større anlægsprojekter
Bestyrelsen har også arbejdet med den måde der kommunikeres omkring anlægsarbejder i fremtiden, hvor FRSE A/S fremover kan kommunikere bredere og tidligere i processen.
Som andre vandselskaber tager FRSE A/S også helt lokalt dialog og hensyn til butikker og virksomheders ønsker, så længe dette ikke påfører borgere og virksomheder i Fredericia væsentlige yderligere omkostninger. Det kan eks. være hensyn til vareleveringer, fodgængeradgang m.v.
Bestyrelsen har besluttet at forøge kommunikationen ved større planlagte anlægsprojekter:
FRSE A/S har som andre vandselskaber procedurer for kommunikation ved planlagte anlægsarbejder i by m.v. Det inkluderer bl.a. udarbejdelse af interessentanalyse, kommunikationsplan og dialogmøder når FRSE A/S nærmer sig de konkrete virksomheder.
Et vigtigt mål for FRSE A/S er det lokale samarbejde og understøtte lokalsamfundet. Det er allerede præciseret i FRSE A/S strategi. På kommunikationsområdet kan FRSE A/S derfor i fremtiden gå bredere ud i vurderingen af opland, og tidligere kommunikere direkte.
Det kan give bedre lokal gennemførelse af anlægsprojekterne, til gavn for borgere og virksomheder – og miljøet, i Fredericia.
FRSE A/S officielle hjemmeside www.frse.dk vil blive omlagt og moderniseret i løbet af det næste års tid, og hjemmesiden vil blive forbedret – og være en mulighed for at læse yderligere om anlægsprojekterne, kommunikation, møder m.v.
Aktindsigt og bestyrelsesmøder
FRSE A/S har siden sommeren 2018 resumeret bestyrelsens arbejdet på den nuværende hjemmeside frse.dk, hvor man også har kunnet læse basistallene i den ti årige budgetplan.
Dertil kommer, at FRSE A/S regnskabstal er fuldt offentligt tilgængelige.
Formandskabet og ledelsen tegner virksomhedens forhold til omgivelserne, og har altid gerne svaret på spørgsmål om virksomheden.
Andre vandselskaber er nu også begyndt at lægge dele af de konkrete dagsordener og referat ud på hjemmesiden (dvs. dagsordener og referater hvor følsomme oplysninger og sager er udeladt). Der er også selskaber der lægger mere detaljerede budgetter ud.
FRSE A/S er af medier blevet opfordret til at følge den praksis.
Det forslag har bestyrelsen lyttet til, bestyrelsen vil stadig gerne imødekomme de lokale ønsker om åbenhed.
Fremover vil dagsordenen og referat derfor blive opdelt i lukkede og åbne punkter, og åbne punkter vil efter bestyrelsesmøder vil blive fremlagt på hjemmesiden.
Det skal understreges at formandskabet og ledelsen også fortsat gerne modtager og besvarer henvendelser om FRSE A/S.