Fredericia Spildevand og Energi har opgraderet bygværket ved Strandstien for at mindske overløb og beskytte miljøet i Lillebælt.
Det eksisterende anlæg håndterer både regn- og spildevand fra et større opland. Hidtil har anlægget bestået af to rørbassiner og en pumpestation, som via en trykledning leder vandet videre til et oppumpningspunkt ved Fæstnings Allé/Lundingsvej.
Rørbassinerne fungerer som midlertidige magasiner, der ved regnvejr kan tilbageholde vandet, indtil det kan pumpes videre i systemet. Da anlægget trængte til en renovering, har FRSE valgt at imødekomme stigende regnmængder og reducere overløb til naturen ved at opgradere anlægget.
Markant kapacitetsløft
Opgraderingen omfatter:
Etablering af et nyt rørbassin
Forlængelse af de to eksisterende bassiner
En ny, moderne pumpestation
En ny trykledning med større kapacitet
Samlet betyder det, at anlæggets evne til at håndtere store vandmængder er væsentligt forbedret.
Samtidig er den nye pumpestation etableret, så den er hævet over terræn. Det er gjort for at stormflodssikre anlægget og sikre en stabil drift – også ved højvande. Ved at placere de kritiske installationer over jordniveau mindskes risikoen for oversvømmelser, som ellers kan føre til driftsstop og strømsvigt.
Bedre styring og færre overløb
Med det nye anlæg kan Fredericia Spildevand og Energi nu måle både ind- og udløb af vandet. Det giver et præcist overblik over vandflowet i anlægget.
Den forbedrede styring betyder:
At mere vand bliver renset på renseanlægget
En markant reduktion i overløb til Lillebælt
Vandet, der går i overløb, renses bedre lokalt
En langt mere præcis viden om, hvornår og hvor meget vand der ledes ud
Tidligere kunne der være risiko for store overløbsmængder. Med det nye anlæg er mængderne reduceret betydeligt.
Opgraderingen er et vigtigt skridt i arbejdet med at beskytte havmiljøet omkring Fredericia. Mindre overløb betyder renere vand i Lillebælt – til gavn for både naturen og byens borgere.
Grønne løsninger omkring anlægget
Bygværket ligger i øjeblikket i råjord, hvilket gør det meget synligt i landskabet. Fredericia Spildevand og Energi er derfor i gang med at udvikle en plan for beplantning omkring anlægget i samarbejde med en landskabsarkitekt og kommunens biodiversitetsekspert. Målet er at integrere anlægget bedre i omgivelserne og samtidig styrke biodiversiteten i området.